Øl og kultur

Øl er filmverdenens hemmelige ingrediens

Hvis der er noget, filmhistorien er fuld af, så er det store fortællinger om mennesker med en bajer i hånden. For øl er ikke blot en berusende drik. Det er også en fortryllende eliksir, som skildrer de folk, der render rundt i filmrullerne.

  • Skrevet af Casper Hindse
  • Foto Shutterstock m.fl.
  • 09-09-2019
  • Del artiklen

Det førte et mindre ramaskrig med sig, da det kom frem, at James Bond ikke længere skulle drikke en ”Martini, shaken not stirred”. Tilbage i 2011 blev det nemlig offentliggjort, at Agent 007’s signaturdrink i ’Skyfall’ (2012) skulle erstattes af en iskold øl.

Mange mente, at dette stunt handlede om store penge og product placement, men også om at gøre den noble gentleman, der nedlægger damer, smadrer forbrydere og redder verdensorden, mere jordnær. Andre talte om, at moderne ølmærker gerne vil fremstå mere eksklusive i biografpublikummets indre filmfremviser.

Det køligt eksklusive bliver nu nok svært at trumfe igennem. Og man kan da også godt diskutere, om det er en god idé. For øl har altid været forbundet med noget medmenneskeligt og varmt i filmens verden.

Kammerater i Rottehullet

I danske film og serier har øl stort set altid været noget, de gode drak. Op igennem 1960’erne, 1970’erne og 1980’erne flød populære værker som ’Olsen-Banden’-filmene og serien ’Huset på Christianshavn’ nærmest over i øl. Der var højt skum fra flaskerne, når Egon vendte hjem fra fængslet med endnu en guldranet plan, ligesom flyttemand Olsen gav en omgang i Rottehullet, hvis livets gang skulle vendes.

Samtidig viste en film som ’Julefrokosten’ fra 1976, at alkohol kan skabe både hygge, forviklinger og komik. Også her var øllene til de festlige, mens det op igennem den danske filmhistorie har været sværere for folk med hang til rødvin, at få verden til at hænge sammen. Seneste eksempel på det er ’Superclásico’ fra 2011, hvor Anders W. Berthelsen er ved at gå på røven – blandt andet fordi han har en vinforretning.

I filmfortællingernes logik bryder vi os simpelthen ikke om de fisefornemme. På den måde er øllene med til at sætte tonen for de mennesker, vi holder med.

Guttermændenes frihed

I filmenes univers er øldrikkere guttermænd, som er til at stole på, og denne stereotyp har særligt amerikansk film svælget i længe. På den anden side af Atlanten kan øl fortælle os en hel del om både en filmrolle og selve filmens fortælling.

Det mest oplagte eksempel herpå er den film, der af mange anses for at være den bedste, der nogensinde er lavet.

’En verden udenfor’ fra 1994 foregår i et fængsel. Her træder den ene af fangerne i karakter, da han beder om en spand øl til de andre indsatte. På den måde bliver han pludselig en del af gruppen, og fangerne får smag for friheden, hvilket driver dem videre.

I film handler øl ganske enkelt om frihed og om at skabe tillid. Både imellem en films roller – og imellem filmens historie og os, der ser med.

Unge bliver voksne

Øl binder altså mennesker sammen. Og øl skaber relationer, som vi biografgængere og streamere let kan afkode. Men øl er også med til at gøre unge mennesker voksne i filmrullerne.

Uanset hvilken velfungerende ungdomskomedie fra 1990’erne eller 2000’erne, man sætter på, skal der købes øl og snydes med alderen.

Især én af disse scener er ikonisk.

I ’Superbad’ fra 2007 må en ung fyr træde i karakter, og at man kan gå fra at være underkuet til at rette sig op i mødet med at skulle investere sparepengene i en sixpack er et stilstudie, der vil noget.

Finere på den

Men øl kan nu også adskille mennesker. For der findes jo også alle dem, der ikke drikker øl. De er ofte skurke eller ulykkesfugle, når vi kigger efter i filmfortællingerne.

Især Quentin Tarantinos værker er værd at se i denne sammenhæng, eftersom mesterinstruktøren tydeligt er hoppet med på ølvognen. Tarantino har selv italesat øl som en eftertragtet drik, og han har taget bajerne med ind i sine nyere film.

I ’Django Unchained’ fra 2011 skabes der tillid imellem en slave og en dusørjæger over en fadøl, mens samme dusørjæger – spillet af Christoph Waltz – senere får mulighed for at vælge en drink, da han besøger en slaveejers prægtige bolig. Den noble Waltz vælger naturligvis en øl, mens slaveejeren (ekstravagant spillet af Leonardo DiCaprio) tager den mest overdådige gewesen, han kan forestille sig.

Det er øldrikkerne, der er de behagelige mennesker. I hvert fald på film.

Beer pong og alkoholfrie øl

Bliver vi et øjeblik ved Leonardo DiCaprio, så har han én af sine bedste roller i Martin Scorseses ’The Wolf of Wall Street’ fra 2013. Også her kan man se, hvordan han som højrøvet børsmægler formår at blive fremstillet igennem sit mishag for øl.

I en scene spiller han beer pong på et poolbord, men vælger nogle lave glas til fornøjelsen, så øllet kan skumme over og ryge ud på bordet. Det er både spild af øl og grøn filt – og det ved man godt, hvad folk, der sommetider frekventerer et værtshus, mener om. Se scenen her: 

I samme film går det da også galt for hovedpersonen, og da hans ven efterfølgende besøger ham, virker det nærmest surrealistisk, at den tidligere misbrugende børshaj er begyndt at drikke alkoholfrie øl. Kan man komme længere ned, vil de fleste øl-entusiaster nok tænke.

Drukturens plot

I dansk film ser man samme tendenser. Blot ikke på så bornert facon som i USA. Øl er noget, vi mødes om, og hvis nogen får for meget, så får de sgu bare serveret en genstand mere. Det behøver man reelt kun se en enkelt Erik Clausen-film for at opfange.

Men øl kan også være med til at få den knapt så frembusende danske mentalitets tunge på gled.

I ’Mens vi lever’ fra 2017 drikkes der på den lokale beverding, inden et ekskærestepar forlader stedet sammen. Vi tror, at det kan føre til noget af det frække, men tværtimod opstår et skænderi, der når dramatiske højder. Sommetider er øl altså også med til at skubbe en films plot fremad, fordi øllene kan få folk til at sige noget, de ellers ikke ville have gjort.

Varmglødet bajer

Øl på film er ofte iste, der har været igennem en sodastream-maskine, så det bobler liftligt. Men det bliver nu alligevel svært for de store ølproducenter at gøre drikken til noget decideret eksklusivt. James Bond kan bælle nok så mange øl iført jakkesæt, men vi biografgængere vil formentlig stadig forbinde øllene med folkelighed og nærvær.

Det er – sagt på en anden måde – en helt unik position, øl har. Naturligvis kammer det sommetider over, og listen af afholdsfilm er bestemt lang, men der er nu intet andet sted i kunstens verden, hvor billedet af en bajer er så varmglødet som i filmens.

Tag nu bare Thomas Vinterbergs kommende film. ’Druk’, der får premiere til næste år, handler om mænds forhold til det at drikke. Selv har den danske instruktør udtalt, at filmen vil være en hyldest til alkohol.

Det lyder jo umiddelbart som en kassesucces ved billetlugerne.