Øl og kultur

Derfor skåler så mange af os pludselig i alkoholfri øl

Flere og flere danskere skåler i øl med 0,5 procent alkohol eller derunder. Tendensen er del af en udvikling, der også ses i udlandet. Det er nemlig blevet hipt at drikke øl og samtidig være sund.

  • Skrevet af Anders Hjort
  • Foto
  • 01-04-2019
  • Del artiklen

Arrangørerne bag Northside-festival i Aarhus kunne næsten ikke tro deres egne øjne, da de to dage inde i festivalen i 2018 gjorde status. Allerede torsdag aften, havde man solgt alt det alkoholfri øl, man havde regnet med at sælge på hele festivalen.

At de mange musikfans på festivalen i det aarhusianske i stigende grad vælger at bunde tørsten i øl med lav eller ingen alkoholprocent, mens de lytter til navne som The National, Father John Misty og The War on Drugs, kommer dog alligevel ikke som den helt store overraskelse.

“Tidligere havde alkoholfri øl ry for at smage dårligt, og det var mere af nød end af lyst, man drak det. I dag er alkoholfrie øl begyndt at smage godt og et aktivt tilvalg,” siger Lars Keiding, som er baransvarlig på Northside, til Jyllands-Posten.

Han tilføjer:

“Det hænger sammen med den aktive og sunde livsstil, som mange lever i dag. Man vil gerne være social, men gider måske ikke tømmermændene næste dag eller vil bare gerne undgå alkohol. Og når man fx er til festival, så er det nu en gang sjovere at skåle i øl end i vand.”

Alkoholfri øl, der smager af noget

Det kan der være noget om. Men det er langt fra blot, når danskerne er ude og høre musik, at de i stigende grad vælger en alkoholfri øl.

Nye tal fra Bryggeriforeningen viser, at salget af alkoholfri øl på blot fire år er steget med 241 procent. I 2017 blev der solgt ikke mindre end ni millioner dåser og flasker alkoholfri øl herhjemme.

En stor del af forklaringen på den eksplosive vækst er, at de danske bryggerier i dag tilbyder stadig flere øl med lave procenter, og at brygmestrene er blevet bedre til at producere alkoholfri øl, der rent faktisk smager af noget.

Tendensen startede i 2014, da Carlsberg lancerede den i dag vidt populære ‘Nordic Gylden Bryg’, og siden har blandt andre Mikkeller og Svaneke Bryghus fulgt trop med eksempelvis ‘Drink’in the Sun’ og ‘Don’t Worry Pale Ale’.

‘Drink’in the Sun’ var endda Mikkellers næstmest solgte øl i 2016.

3.209.000 liter alkoholfri øl

Også i den brede del af befolkningen har de alkoholfri øl vundet indpas.

I udvalgte supermarkeder kan man i dag finde både hvedeøl, ale, julebryg og brown ale, som er brygget som alkoholfri øl.

Alt i alt er danskernes forbrug af øl med lav alkoholprocent steget fra 938.700 liter i 2014 til 3.209.000 liter i 2017.

Tal fra Nielsen Data viser desuden, at tendensen fortsætter. Mængden af alkoholfri øl, som er solgt herhjemme i år, steg markant i marts, april og maj sammenlignet med de tre måneders salg i de foregående år.

“Det er en spændende tendens, vi oplever i forhold til smagen. Man er simpelthen blevet bedre til at producere alkoholfrie øl, som – næsten – smager som almindelig øl, siger Carsten Berthelsen, international øldommer og ølekspert, til TV 2.

Eksperimenter med nye gærstammer

Sagt med andre ord er vi på kort tid nået milevidt videre fra dengang, hvor de fleste alkoholfri øl mest af alt smagte som vådt rugbrød.

At øl uden alkohol nu serveres med stærke smagsnuancer, skyldes primært et intensivt arbejde fra brygmestre både i Danmark og uden for landets grænser.

I ølproduktion er det gæringen, der frembringer alkoholprocenten og dermed en markant del af smagoplevelsen. Men på både de største bryggerier og på alverdens mikrobryggerier har man de seneste år eksperimentet med nye gærstammer, hvilket betyder, at det nu er muligt at holde alkoholen nede og samtidig bibeholde den gode smag.

Og det har endog rigtig mange forbrugere taget til sig. Alkoholfri øl er blevet vores nye ven, kan man sige. Flere og flere af os er begyndt at drikke øl for smagens og ikke blot for alkoholens skyld.

Som Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald, siger det til foreningens egen hjemmeside:

“Et stigende antal forbrugere går op i sundhed og en aktiv livsstil, og alkoholfri øl passer rigtigt godt til den forbrugertrend.”