Øl og kultur

De brygger med buens elegance og pilens skarphed

Mangfoldighed vil til sin ret. Ølverdenen er ingen undtagelse, og det første bryggeri ejet af to kvindelige oprindelige amerikanere har set dagens lys. De er partnere, både i kærlighed og forretning, og sammen brygger de øl på gamle traditioner og udfordrer en hvid og mandsdomineret branche.

  • Skrevet af Lea Hammersholt Malmos
  • Foto Bow&Arrow Brewing Co.
  • 29-08-2019
  • Del artiklen

Der findes en del myter om indianere og øl.

Fortællingen om at det var den hvide mand, der introducerede alkoholiske drikke for de indfødte amerikanere har været alment kendt og accepteret. Men sådan forholder det sig ikke. Undersøgelser har nemlig vist, at det oprindelige folk havde deres egne bryggertraditioner – for der er blevet fundet 800 år gamle ølrester, der slår fast, at der blev brygget øl, længe før den hvide mand satte sine fødder på amerikansk jord. Og de bryggede med majs.

Og nu skal du møde to seje kvinder: Shyla Sheppard og Missy Begay, der begge er gået i sine forfædres fodspor og som de første kvindelige oprindelige amerikanere har åbnet deres ejet bryggeri: Bow and Arrow Brewing Co.

Egentlig så de bare bryggeriet som en god forretningside til at begynde med, men hurtigt opdagede de, at der lå så meget mere i det end det. Fordi de pludselig fik en unik mulighed for at fortælle om de oprindelige amerikanere, både dengang og nu, og ikke mindst nedbryde grimme stereotyper. 

Læs også historien om kvindekampens indtog i øllets verden her

Og det er vist ikke for meget sagt, at listen over normer, som de to kvinder bryder, er længere end de flestes.

Velkommen til mangfoldighed

Vejen til at blive bryggeristiftere var ikke helt snorlige. Sheppard har læst økonomi og Begay medicin på Stanford University. Det var her, at de to unge kvinder mødte hinanden i et lille studiecenter for det oprindelige folk. Kærligheden til mikrobryg – og hinanden – opstod, når de ved hver mulig lejlighed i studiepauserne mødtes på et lille bryggeri i Palo Alto, som havde specialiseret sig i tysk øl. 

Og for et par år siden åbnede de stolt dørene til deres eget bryggeri. Men det er ikke kun øl, de brygger. De skaber også muligheder, for Bow & Arrow er et sted, hvor alle er velkomne. 

"Det er meget vigtigt for os, at vi kan skabe noget på en autentisk måde. Vi er slet ikke interesseret i bare at være cool eller kitsch," har Sheppard fortalt til Vice.com. Og det må man sige, de lever op til.

Bryggeriet låner for eksempel glædeligt deres lokaler ud til lokale events. De støtter altid op om de oprindelige samfund i så høj grad som muligt – og så er de for eksempel værter for events som 'Native Amercian Woman's Business Summit'. Derudover er bryggeriet en aktiv medspiller i LGBTQ-miljøet, hvor de har fået stor betydning.

Bison, blå majs og en helt særlig humle

Sheppard og Begay har bevidst bygget bryggeriet op om deres egne aner historien og deres folks gamle traditioner. Selvom de ikke brygger øl præcis som deres forfædre, hædrer de rødderne på andre måder:

En bison på væggen.  En humleblomst i deres logo, der giver associationer til en pilespids – og selvfølglig også bryggeriets navn, bue og pil. Og når de brygger øl, bruger de altid ingredienser fra deres 'baghave', dvs. kun ting, der gror i nærheden og oftest ingredienser, der har betydning for forskellige stammers tradition eller historie. Blandt andet blå majs, sumak-bær, navajo-te og New Mexican-humle. En humle, der længe har været brugt af det oprindelige folk i Amerika som medicin.

D'damer ejer ikke længere det eneste bryggeri, der hædrer det oprindelige folks aner. De to bryggerier Seven Clans og Indian Joe er også med på bølgen. Tidligere har mange bryggerier forsøgt at læne sig op af autenciteten i de oprindelige amerikaneres kultur og for eksempel lavet etiketter med indianske symboler på – men det er de for det meste ikke sluppet godt fra. Men nu findes de helt ægte indianske bryggerier altså. Og som Morgan Owl-Crisp, der ejer Seven Clans, fortæller til webmagasinet October

"Øl er universelt. Det kan bringe folk sammen. Det kan bygge broer."

Kilder: theguardian.com, oct.co, vice.com, todayifoundout.com