Øl og kultur

Oktoberfest har ikke altid været et ølorgie

Masser af gyldent øl i kæmpe krus, lederhosen og barmfagre kvinder. Det er nok, hvad de fleste forbinder med Oktoberfesten i München. Men der ligger faktisk mere bag rabalderet, end du lige aner.

  • Skrevet af Lea Hammersholt Malmos
  • Foto Shutterstock
  • 19-08-2019
  • Del artiklen

Når den tyske Oktoberfest løber over stablen i år, er det for 186’ende gang. På trods af navnet, som antyder at festivalen skulle starte i oktober, tager borgmesteren af München faktisk allerførste tår øl den 21. september 2019 og dermed er festivalen drukket i gang. Flere millioner liter gyldent øl vil flyde ud af hanerne, og folk i alle aldre vil feste, synge (se lige listen over de mest populære sange her) og drikke i München i 16 dage. 

Ja, den berømte folkefest er jo uden tvivl bedst kendt som en ølfestival, og nogle tænker måske også på den som en af de mere lavkulturelle af slagsen – men engang for længe siden, handlede det faktisk om noget helt andet.

Fra hestevrinsk til skål

Festivalen er nemlig oprindeligt en tilbagevendende fejring af brylluppet mellem den bayerske kronprins Ludwig 1. og hans kone, prinsesse Therese af Saxony-Hildburghausen.

De to fine mennesker ovenfor var vilde med at fejre, så den originale oktoberfest var simpelthen en fem dage lang bryllupsfest i oktober 1810 med intet mindre end overdådige parader, masser af musik, øl – det var jo i Bayern – og hestevæddeløb. 

Læs hele øllets 13.000 år gamle historie på et par minutter lige her

Hestevæddeløbet var så stor en succes, at man besluttede at lave det til et tilbagevendende event. Og det var først i 1819, at de hurtige heste blev byttet ud med utallige ølboder.

Den kvikke læser har måske bemærket, at hvis den første oktoberfest blev holdt i 1810, så lyder det mærkværdigt, at det i år er 186’ende gang, det bliver holdt. Men (især) på grund af krigstider, har festivalen være aflyst hele 24 gange.

Øl i vandhanerne

I dag er der ikke meget hest over Oktoberfesten. Det er i den grad en festival, der fejrer glæden ved øl, men det er ikke kun på grund af den dejlige smag og den behagelige snurrende fornemmelse. Der er nemlig endnu en historisk grund til øllets store betydning i München. Og den kommer her:

Det sydlige Bayern var i det 19. århundrede berygtet for sin dårlige vandforsyning. Det kan lyde skørt om end lidt fristende, men af sundhedsmæssige årsager begyndte folk at drikke øl i stedet for vand, for at sygdom ikke ville sprede sig i det beskidte vand.

Det er ikke traditionel øl, der bliver serveret på festivalen i dag. Det er øl, der er produceret specielt til Oktoberfesten, og den er som regel stærkere end almindelige pilsnere herhjemme. Styrken svinger normalt mellem 5,8 – 6,3 procent. Oven i det får du en ’mass’, når du bestiller, og det svarer til en hel liter øl. Det er altså bare at tage en ordentlig mundfuld, når der bliver råbt ’prost’.

Druk eller folkefest?

Umiddelbart skulle man ikke tro, at en festival med høje promiller er specielt børnevenlig. Men folkene bag Oktoberfesten har satset stort på karnevalsaspektet, og de traditionelle bayerske parader, pariserhjul og andre rutsjebaner gør, at festivalen hvert år ikke bare tiltrækker folk, der gerne vil bade i øl og barmfagre kvinder, men også rigtig mange børnefamilier. Men man må selvfølgelig først drikke øl, når man er over 16 år.

Den legendariske ølfestival har i dag vokset sig så populær, at også andre lande har taget traditionen til sig. Som det ølglade naboland vi er, er Danmark selvfølgelig et af dem, og den første Oktoberfest åbnede sine døre i København i 2009. I år bliver den holdt i to weekender i september og traditionen tro med servering af tysk øl i enliters krus. Læs mere om den her

Kilder: denstoredanske.dk, momondo.dk, nightlife-cityguide.com