Øl og mad

Øl & drinks: Cocktail med sød øl og passionsfrugt

Det kan godt være, den hedder Shrek - men den smager virkelig godt!

  • Skrevet af Redaktionen
  • Foto (Video) Allie Studio
  • 01-04-2019
  • Del artiklen

Du tænker måske, at øllet i sig selv er en færdigbrygget drik, som er skabt til at blive nydt, som den er. Det behøver absolut ikke at være tilfældet, og på det seneste er ølcocktails blevet en ting både herhjemme og ikke mindst i USA. Og det er ikke en fiks idé, selvom det måske godt kunne lyde sådan.

I flere tusinde år har vi mennesker nemlig blandet vores øl med andre drikke, og mest kendt er nok de rester af gravøl, arkæologerne har fundet fra Kong Midas' levetid. Hvis du ikke lige kan historien om den gode Kong Midas på rygraden, var han konge af Frygien, et oldtidsrige i Lilleasien for over 2.700 år siden.

Endnu en ølcocktail? Her viser bartenderen fra Mikropolis dig, hvordan du laver en kaffe-stout-cocktail

Det siges om Midas, at alt hvad han rørte ved, blev til guld. Og når man har kigget nærmere på resterne af gravøllet i Midas' gravhøj, har man fundet ud af, at den rige konge og hans undersåtter drak en blanding af øl, mjød og vin. Heldigvis tilsatte de også frugter som æbler og tranebær for at søde drikken.

Hvis du selv vil prøve kræfter med en ølcocktail, kan du se nærmere på Shrek, som vi lover er en del mere velsmagende, end hvad Midas og hans venner drak i sin tid: En cocktail med frugtsirup og sød øl, der er nem og afbalanceret i smagen. Den vigtigste tommelfingerregel, når du laver cocktails med øl er nemlig: Keep it simple!

Det skal du bruge: 

1,5 lime 

2 cl vodka

2 cl frugtsirup (for eksempel æble eller passionsfrugt)

6 cl meget sød øl, helt uden humle og med en meget blomstret og frugtrig aroma

Så nemt er det:

Bland saften fra limefrugterne med resten af ingredienserne. Voilà!