Øl og mad

Det skal du drikke til det store frokostbord

Invitér på sild, æg og rejer, når familie og venner skal samles til frokost. Men hvilke øl skal du servere? Få øl-ekspert Christian Fentz' bedste råd her. 

  • Skrevet af Timm Vladimir og Natasja Gamborg Rasmussen
  • Foto Columbus Leth, Shutterstock
  • 12-04-2019
  • Del artiklen

Der er ikke noget som at blive inviteret til hjemmelavet smørrebrød og øl i glasset. Men hvilken type øl passer til de forskellige retter på det store frokostbord?

Christian Fentz, øl-ekspert og underviser ved Hotel- og Restaurantskolen i Valby, guider dig fornemt igennem her.

Han anbefaler for det første, at du starter ud med at servere de lettere retter med øl, der har lidt fylde og du så langsomt bevæger dig frem i menuen til de mere tunge og sprøde retter kombineret med de mere alkoholfyldige, humlede og bitre øl.  

Mere mad? Få opskriften på lammekølle med øl her 

Sild i dildcreme med æble og kapers

Til: 6 personer

Det skal du bruge:

• 4-6 marinerede sildefileter
• 1 grønt æble
• 3 spsk. Skyr
• 2 spsk. god mayonnaise
• 1 tsk. grov sennep
• 1 spsk. Kapers
• 1 spsk. friskhakket dild
• Salt og friskkværnet peber

Til servering:

• Rugbrød
• 1 grønt æble
• 1 rødløg
• Kapers
• Dild

Sådan gør du:

1.Skær sildefileterne i mundrette bidder.

2. Skyl æblet og skær det i fine tern.

3. Rør skyr, mayonnaise og sennep sammen og vend æbleternene heri sammen med kapers og dild. Smag cremen til med salt og peber.

4. Vend sildefileterne i creme og lad dem trække i et par timer på køl.

5. Servér sildecremen på ristet rug¬brød og pynt med tynde skiver æble, tynde skiver løg samt kapers og dild.

Hvad skal jeg drikke til sild i dildcreme? 

"Til sild i dilcreme skal du have en lidt lys lagerøl. En pilsner, undergæret øl, der spiller godt sammen med almindelig sild. Her kan du prøve en Warsteiner, som har nogle frugtige aromaer, der passer godt til æblerne og skyr i retten. Det er lidt friskt i det," forklarer Christan Fentz. 

Øl til sild i dildcreme: 

Den tyske pilsner, Warsteiner med 4,8%. 

Stegte sild med syltede perleløg og ribs

Tid: 30 minutter. Antal: 8 stk.

Det skal du bruge:

• 8 sildefileter
• 2 spsk. salt
• 2 dl rugmel
• Smør til stegning

Syltede perleløg:

• 100 g perleløg
• 1 dl eddike
• 2 spsk. honning
• 1 dl vand
• 2 laurbærblade

Til servering:

• 1 dl god mayonnaise
• 100 g ribs
• 1 lille bakke karse
• Rugbrød

Sådan gør du:

Klip finnerne af sildefileterne, og drys fileterne med salt. Sæt dem til side i 10 minutter.

Syltede perleløg:

1. Pil og halvér perleløgene.

2. Bring eddike, honning, vand og laurbærblade i kog. Sluk for varmen, og lad løgene trække i lagen i mindst 20 minutter.

3. Fjern overskydende salt fra sildene. Vend dem i rugmel, og steg dem i smør på en pande ved middel varme i 2-3 minutter på hver side.

Servering:

Anret sildene med mayonnaise, syltede løg, ribs og karse. Servér med rugbrød.

Hvad skal jeg drikke til stegt sild?

"Til stegt sild passer pilsner typisk rigtig godt - især en smagsfyldt weiner eller mørk lager. Stegt sild matcher rigtig godt med den her mørkere, undergæret øl, især fordi den har malt smag, som virker komplimenterende. Den her type øl vil være med til at skære den fede smag fra silden af og afbalancere smagsnuancerne, når du spiser," fortæller øl-ekspert Christan Fenz.  

To bud på øl til din sild:

Den italienske Negra Modelo med 5,3% eller den danske Fur Volcano Classic med 4,6%.

En rigtig god rejemad

Tid: 15 minutter. Antal personer: 4. 

Hvad skal du bruge:

• 4 skiver rugbrød
• 2 spsk. god mayonnaise
• 2 modne avocadoer
• 4 salatblade, for eksempel radicchio
• 300 g rejer
• 3 grønne asparges
• 1 håndfuld dild
• Salt og friskkværnet peber

Sådan gør du:

1. Smør rugbrødsskiverne med halvdelen af mayonnaisen.

2. Halvér avocadoerne, fjern stenen, og løft avocadokødet ud med en ske. Skær det i tynde skiver.

3. Fordel salatblade og avocado på rugbrødsskiverne, pynt med resten af mayonnaisen, og fordel rejerne over.

4. Skyl asparges, og knæk den nederste, træede ende af. Skær aspargesene i tynde skiver på skrå, og fordel dem oven på rejerne. Pynt med dild, og krydr med salt og peber.

Hvad skal jeg drikke til rejer? 

"Til en god rejemad vil jeg anbefale belgiske hvedeøl, som har gode strejf af citrus og som tit er lavet med appelsinskræl og korianderfrø. Syren i øllen er med til at skære det fede fra i mayonnaisen og avokado, og så er det med til at give noget modspil til asparges. Smagsbilledet harmonerer fint sammen, fordi der er noget fylde og svæv i øllen uden at være tung, så det giver en god mundfølelse. Det er overgæret øl med langt flere duftstoffer og aromaer. Hvis du dufter til avokado, asparges og dild, har det også mange fine aromaer, og derfor har det sammen med belgiske hvedeøl et godt samspil i smagsnuancerne, men samtidig har syren en rensende effekt, så du er klar til næste bid." 

To øl til dine rejer: 

Belgisk hvedeøl, for eksempel Hoegaarden Whit 4,9% eller Skt. Bernadus Blanche 5,5%. 

Bliv også inspireret til, hvad du skal drikke til asparges her

Deviled eggs med rogn

Til: 6 personer

Det skal du bruge:

• 6 æg
• 1 spsk. god mayonnaise
• 1 spsk. sød fransk sennep
• Salt og friskkværnet peber
• 1 sprøjtepose med stjernetylle

Pynt:

• 3 spsk. lakse- eller ørredrogn
• Friske dildkviste

Til servering:

• Rugbrød med smør

Sådan gør du:

1.Kog æggene i 8 min. Pil og halvér dem. Tag forsigtigt blommerne ud og anret hviderne på et fad. Rør æggeblommerne med mayonnaise og sennep og smag til med salt og peber.

2. Fyld cremen i en sprøjtepose og sprøjt toppe af cremen i de hule æggehvider.

3. Pynt med lakse- eller ørredrogn og dildkviste og servér æggene med rugbrød med smør.

Hvad skal jeg drikke til deviled eggs?

"Her vil jeg anbefale en Belgisk Blond, som også er en overgæret øl med fylde og flere duftstoffer. Den er god til at matche æggene, men også fiskene og mayonnaisen. Den vil også kunne spille op i mod sennep - netop på grund af fyldet og duftstofferne. Når det er en ret med æg, så er det nærmest umuligt at finde en god vin, der passer til. Men her er øl helt perfekt. Det er på grund af kulsyren, der har en rensende og "cuttende" effekt (skærer den fede smag væk), og sødme og fylde, der passer godt sammen med fedmen i æggene og mayonnaisen."

To øl til din deviled eggs:

La Trappe Blond 6,5% eller Leffe Blond 6,6% 

Læs også om: 125 års historie om Kylle Kylle og dansk påskebryg

Scotch eggs: vagtelæg med laksefars og stenbidderrognsdip

Tid: 30 minutter. Antal: 12 stk.

Det skal du bruge:

• 12 vagtelæg
• 200 g røget laks
• 1 tsk. salt
• 1 skalotteløg
• 2 æg
• 6 spsk. hvedemel
• 5 kviste timian
• 2 dl pankorasp
• smagsneutral olie til dybstegning

Stenbidderrognsdip:

• 3 spsk. yoghurt naturel
• 3 spsk. god mayonnaise
• 75 g stenbiderrogn
• salt og friskkværnet peber
• Skal af 1 usprøjtet citron

Sådan gør du:

1.Kog vagtelæggene i 3 minutter i en kasserolle, og læg dem direkte i koldt vand. Pil dem.

2. Blend laksen i en blender sammen med salt, til den føles sej i konsistensen. Pil og hak løget, og blend det med i farsen sammen med 1 æg, 2 spsk. mel og timianblade.

3.Hæld resten af melet i en dyb tallerken, og rul vagtelæggene i det. Tag en lille kugle laksefars, bred den ud i hånden, og form den omkring 1 æg. Gentag med resten af æggene.

4.Vend de indpakkede æg i mel, derefter i sammenpisket æg og til sidst i pankorasp. Dybsteg æggene i varm olie i 4-5 minutter, til de er flot gyldne.

Stenbidderrognsdip:

Rør yoghurt, mayonnaise og stenbiderrogn sammen. Smag til med salt, peber og fintrevet citronskal. Servér som dip til æggene.

Hvad skal jeg drikke til vagtelæg? 

"Der er rigtig meget fedme i den her ret, så du skal have en øl, der kan skære den her smag endnu mere væk. Her vil jeg anbefale en amerikansk Pale Ale, fordi den er god til friturestegt og fed mad og har en bitterhed, som giver en rensende effekt. Den er også lækker at drikke, fordi den har mange humlearomaer. Det kunne være citrus, fyrtræ eller eksotisk frugt. Aromaerne er med til at gøre, at den friturestegte mad ikke får lov til at dominere. Her kan det igen være svært at finde en vin, der passer til, fordi vin er så elegant. Det er meget bedre med øl, end det er med vin. 

To øl til dine vagtelæg: 

Anchor Liberty Ale 5,9% eller Sierra Nevada Pale Ale, 5,6%

Psst! 

Du kan læse meget mere om forskellige stilarter og øl på øldommer.dk