Øl og mad

Her er den møreste oksegryde, du nogensinde har smagt

Smid en oksetykkam i en gryde med hvidløg, gulerødder, rosmarin og en virkelig lækker mørk øl, og så skal du bare se løjer.

  • Skrevet af Martin Finnedal
  • Foto Foto: Betina Hastoft
  • 02-09-2019
  • Del artiklen

Der er ikke noget, der oser mere af hygge end en simreret, der står og bobler i gryden og fylder hele huset med en salig duft. Oksegryde, der ud over at smage virkelig godt , er en glimrende måde at få brugt de grøntsager, der gemmer sig i dit køleskab. Og så kan du ellers selv variere i smag efter behag med de ingredienser, du har ved hånden. 

Mere simremad? Her er opskriften på de lækreste svinekæber i øl og grønt

Det bliver mørt og smager vidunderligt, når du simrer kød i øl, men det er vigtigt, at du vælger den helt rigtige slags - helst en sød og mild en af slagesen. Og brug aldrig mere end en flaske til en stor gryde. Nyd retten med gode venner - det bliver den bestemt ikke mindre lækker af. 

Oksegryde med grøntsager, øl og krydderurter 

Tid: 30 min. + kogetid. Antal: 6

Det skal du bruge:

1 kg. oksetykkam uden ben
• Salt og peber
• Frisk rosmarin
• 2 stk. løg
• 2 fed hvidløg
• 2 gulerødder
• 2 pastinakker
• 1 knoldselleri
• 4 stilke frisk timian
• 3 laurbærblade
• 1 dl æblecidereddike
• 0,5 liter mørk øl
• 1 liter grøntsagsbouillon
• Eventuelt majsstivelse og sukker

Sådan gør du: 

1. Gnid kødet med salt og peber, og stik et par kviste rosmarin ind under kødsnoren. Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Skræl rodfrugterne, og skær dem i tern.

2. Brun kødet på alle sider i smør i en gryde. Tilsæt løg og grøntsager, og steg dem i 5 min. Tilsæt krydderurter, laurbær og eddike og kog ind, til eddiken er reduceret kraftigt. Tilsæt øl og bouillon, så det dækker kødet, og kog det op. Skum evt. for urenheder undervejs.

3. Læg låg på retten, og lad det simre 3-3½ time, til kødet er mørt.

4. Tag kødet op, sigt saucen og jævn evt. med majsstivelse. Smag saucen til med salt, peber og evt. sukker. Fjern kødsnoren og findel kødet med en gaffel.

5. Servér med de kogte grøntsags-tern og saucen.

Vidste du, at... 

Hvis du tilføjer kartofler til retten, at stivelsen herfra sammen med bindevævet i kød eftersigende kan være med til at give en tykkere konsistens og binde retten mere sammen?