Øl og mad

Lammekølle med øl i römertopf

Giv dig i kast med en lækker lammekølle med lys øl, der passer godt til både hverdag, og når du gerne vil forkæle dine gæster. Og så kan du altid nyde resten af øllen, mens du laver mad.

  • Skrevet af Julie Hey
  • Foto Betina Hastoft
  • 11-04-2018
  • Del artiklen

Efterhånden har lam indfundet sig i mange danske hjem som en fast ret til påskefrokosten. Her får du bud på en herlig ret, hvor lammet får lov til at simre i øl, så det bliver rigtig mørt og saftigt. Velbekomme! 

Få inspiration til flere påskeretter og de perfekte øl her 

Saftig lammekølle 

Tid: 20 minutter + ovntid

Det skal du bruge:

• 1 lammekølle, 1,2 kg på ben
• 2 spsk. olie
• 1 usprøjtet citron
• Salt og peber
• 1 stort løg
• 3 fed hvidløg
• ½ hvidkål
• 2-3 æbler
• 1 spsk. Æblecidereddike
• 1½ dl lys øl
• Persille

Sådan gør du:

1.Klargør evt. en römertopf: Hæld koldt vand i top og bund og lad dem trække i 30 min. Du kan også bruge en tagine eller et andet stegefad med låg.

2. Gnid lammekøllen med olie, revet citronskal, salt og peber.

3.Pil løget og hvidløg, halvér dem og skær dem i tynde skiver.

4.Fjern de yderste blade på hvidkålen og snit kålen fint.

5. Skær æblerne i skiver. Vend løg med kål, æbler og eddike og pres citronsaft over.

6. Hæld vandet fra römertopfen. Kom kålblandingen i fadet, hæld øl ved og læg lammekøllen oven på kålblandingen. Læg låget på og sæt fadet i en kold ovn. Tænd ovnen på 175° og giv retten 3 timer, til kødet er mørt og falder fra benet.

7. Krydr med salt og peber og servér evt. mørkt brød eller kogte kartofler til.

Tip!

Hæld evt. væden i en gryde og kog den ind med piskefløde, så har du en dejlig sovs.