Øl og mad

Svinekæber, der smelter i munden

Svinekæber har indtaget menukortet i stor stil de senere år - og med god grund. Når kæberne får lov at simre i blandt andet mørkt øl, får de en utrolig lækker smag og er så møre, at de smelter i munden. 

  • Skrevet af Martin Finnedal
  • Foto Foto: Betina Hastoft
  • 01-04-2019
  • Del artiklen

Svinekæber er helt perfekt som gæstemad, eller når du har lyst til at forkæle dig selv på en højhellig hverdag. Og det bedste af det hele er, at det er supernemt at lave imponerende lækkert, fordi kødet næsten ikke kan undgå at blive så mørt, at englene synger, efter det har stået og passet sig selv i gryden et par timer. 

Mere simremad? Her er den møreste oksegryde, du nogensinde har smagt

Du kan altid få svinekæber hos din slagter, men fordi det møre stykke kød er blevet så populært, finder du det efterhånden også i de fleste store supermarkeder.

Svinekæber med æbler og øl 

Tid: 30 min. + kogetid. Antal: 6 

Det skal du bruge:

• 8-10 stk. svinekæber
• Salt og peber
• 30 gram smør
• 2 spsk. olivenolie
• 2 løg
• 2 fed hvidløg
• 1 gulerod
• 1 madæble
• 2 laurbærblade
• 2 timiankviste
• 1,5 spsk. hvidvinseddike
• 2 spsk. brun farin
• 0,5 liter øl
• 1,5 dl. æblejuice
• 2 gulerødder
• 1 squash
• 0,5 kål, f.eks. 
rød spidskål
• Timian

Tilbehør
• Kartoffelmos eller brød
• Timian

Sådan gør du:

Dup kæberne med køkkenrulle, puds dem for urenheder, og fjern den store hvide sene. Drys kæberne med salt og peber og brun dem et par stykker ad gangen i smør og olie.

Hak løg og hvidløg fint. Skræl guleroden, og skær den i to stykker. Skær æblet i kvarter. Kom løg, hvidløg og gulerødder i gryden, og tilsæt laurbær, timian, eddike, farin, øl, æblejuice og æbler. Læg låg på, og lad det simre i 2½-3 timer, til kæberne er helt møre. Skum for urenheder undervejs.

Skræl gulerødderne, og skyl squashen. Snit dem i fine strimler, evt. på et mandolinjern. Snit kålen fint, og vend den med gulerødder, squash og olie.

Tag kæberne op af gryden. Sigt saucen over i en mindre gryde, og kassér de udkogte grøntsager. Tilsæt fløde og lad saucen koge ind. Smag til med soja, eddike, sukker og peber, og jævn evt. med majsstivelse.

Fordel kålsalaten i skåle, og anret med svinekæber og sauce. Servér evt. grov kartoffelmos eller brød til, og pynt med timian.

Tip! 

I sommerperioden kan svinekæberne også sagtens smides på grillen.