Guides

Her er 5 alkoholfri øl, som slet ikke er så ringe endda

Det behøver absolut ikke være kedeligt at indtage øl, bare fordi der ikke er procenter i. Her er de fem virkelig gode alkoholfri øl, som du skylder dig selv at prøve

  • Skrevet af Anders Hjort
  • Foto
  • 01-04-2019
  • Del artiklen

Svaneke Bryghus: Don't Worry

Svanekes alkoholfrie øl er brygget med en særlig gær, som kun omsætter nogle af sukkerstofferne i urten. Det er en mørkebrun ale med et væld af frugt, sødme og en klar, bitter humlesmag, som stammer fra humletyperne Chinook og Hallertauer. Kroppen er fyldig, skummet tykt, og duften går i retning af fyrretræsnåle.
Pale Ale: Dont Worry - alkoholfri øl

50 cl. Alkoholprocent: 0,5. Pris: 21,50 kroner

Mikkeller: Drink’in the sun

Den alkoholfrie øl fra Mikkeller er en frisk og velsmagende pale ale med en solid base af humle og godt gang i aromaen. Den bittersmøde smag toppes op med noter af grape, fersken og karamel. Alt i alt en amerikanskinspireret hvedeøl på topniveau.

33 cl. Alkoholprocent: 0,3. Pris: 26 kroner

Carlsberg Nordic

Et hint af blomme. God balance. Blomster, honning og gylden farve. Carlsbergs populære, superlette øl er frugtig og frisk, og har en overordentligt fin og balanceret smag, trods fraværet af alkohol.

Læs, hvorfor alkoholfri øl pludselig blev så populært her

Sødmen er blandet med noter af aromahumle, og den krystalklare hvedeøl er perfekt til det kolde bord - eller julefrokosten.

33 cl. Alkoholprocent: 0,5. Pris: 6,50 kroner

Bavaria Wit

Her har vi en af Hollands bedst sælgende alkoholfrie øl. Den skummer som en normal hvedeøl og er fyldt med kulsyre. Det primære indtryk er dog den vidtfavnende, søde blomsterduft, der kommer omkring både banan, citrus, hyldeblomst og ananas.

33 cl. Alkoholprocent: 0,0. Pris: 4,95 kroner

Erdinger Alkoholfrei

En diset, gylden hvedeøl, som snildt kan matche tyskernes normale pilsnere - med alkohol. Den er fuld af sødme og har nærmest ingen bitterhed i sig. Til gengæld klare noter af gær, banan og hyldeblomst. Dertil masser af fylde og desuden B12-vitamin, som er godt for kroppens immunforsvar.

50 cl. Alkoholprocent: 0,4. Pris: 21,50 kroner