Guides

Sådan kommer du i gang med at brygge øl derhjemme

Carsten Holløse er formand for foreningen Danske Øldommere og brygger masser af øl derhjemme. Vi har samlet hans bedste råd, så du som nybegynder helt selv kan komme i gang med at brygge din favoritøl. Og det er faktisk slet ikke så svært.   

  • Skrevet af Natasja Gamborg Rasmussen
  • Foto Shutterstock
  • 15-08-2019
  • Del artiklen

Håndbryg eller hjemmebryg er en hobby, der har taget danskerne med storm. Ifølge øl-ekspert Carsten Holløse er håndbryg faktisk det nye sort, og han vil gætte på, at der mindst er 10.000 håndbryggere, altså danskere der brygger øl selv, i Danmark.

Men håndbryg går faktisk mange år tilbage, og selvom størstedelen af bryggerne i dag er mænd, var det faktisk bondekonen, der førhen tog sig af de gyldne dråber, mens manden var i marken. Carsten er selv henrykt over, at flere og flere kvinder igen begynder at brygge, og tror at den positive stigning vil fortsætte. 

Her får du ølekspertens bedste råd til at komme i gang med at lave det fineste bryg derhjemme.  

Bliv klogere på tørhumling, IPA og humle her 

Brug dit netværk

Alle kan komme i gang med at brygge deres egen øl - også uden at det behøver at koste en halv bondegård. Og det første, og mest oplagte, du kan gøre, hvis du gerne vil i gang, er faktisk ret nemt:

"Det bedste råd til nybegyndere er, at spørge en man kender, som brygger øl, om man man observere, hvordan processen foregår. Det er simpelthen guld værd at være med på sidelinjen, når nogen, der har erfaring, brygger øl. På den måde har man rig mulighed for at stille spørgsmål, når man selv skal i gang. Du kan også hoppe på et halvt- eller heldagsbrygkursus, hvor du får et godt indblik i, hvordan det hele fungerer," forklarer Carsten Holløse.  

Psst! Tjek også hjemmesiden haandbrygforum.dk, eller facebookgruppen ølbrygning for begyndere for gode opstartsråd. 

Find det passende udstyr

Der er flere metoder til at komme i gang med håndbryg og udstyret kan være lidt forskelligt. Det ændrer sig selvfølgelig også med dit niveau, så jo mere øvet du bliver, jo mere avanceret bliver teknikken og kvaliteten også. Her får du et eksempel på ingredienser og udstyr til den nemmeste metode, der er supergod til dig, som aldrig har brygget øl før. 

Maltekstrakt 

Den mest simple (og billigste) metode er at bruge maltekstrakt, fordi det simpelthen bare skal blandes op med vand. 

Det skal du bruge: 

Ingredienser: 

  • Maltekstrakt (pulver) 
  • Gær (Kan også købes som tørgær) 
  • Humle
  • Vand
  • Sukker til karbonering 

Udstyr: 

  • Spand med låg og gærlås eller glaskrukke med tap 
  • 10 liters gryde (En suppegryde kan fint bruges) 
  • Grydeske 
  • Målebæger
  • Vægtfyldemåler
  • Termometer 
  • Flasker med patentprop 
  • Evt. kapselmaskine, hvis det er nye flasker (som du kan se herunder)

Brew Box 

Hvis du ønsker at eksperimentere lidt med smag og forskellige øltyper, kan et Brew Box være vejen frem. Du skal stadigvæk bruge gryder (og en si), men her får du rigtig malt med.

"Man har flere malt-typer at blande og variere mellem, og du får mere smag og bedre kvalitet, hvis du bruger rigtig malt fremfor ekstrakt. Det gode ved dette sæt er, at alt det, du skal bruge er samlet, også med flasker, måleinstrumenter og en instruktionsvejledning. Og så kan du vælge det sæt, der passer til den øltype, du skal brygge." 

Bryganlæg 

Det kan godt være en idé at investere i et bryganlæg fra for eksempel Brewster, Grainfather eller Danbrygger, hvis du gerne vil brygge flere øl på rigtig malt. 

"Med et bryganlæg får du en elektrisk gryde, hvor du kan forberede og koge din øl (i stedet for flere gryder). Det kan du købe for nogle tusinde kroner, og det smarte er her, at du via et display kan styre tid, temperatur og så har den en pumpe, der sørger for at cirkulere malten, så du får lidt flere alkoholprocenter." 

Hvor stor er din paratviden om øl? Få 21 vilde, sjove fakta om drikken her

Sådan brygger du dit øl

Mængden af tid, ingredienser og udstyr afhænger helt og holdent af, hvordan du vælger at brygge din øl, og hvilken opskrift du bruger. Her får du Carstens forklaring på de fire overordnede faser, så du har en idé om, hvad du kan forvente, når du brygger derhjemme. 

1. Mæskning 

(NB. Hvis du bruger maltekstrakt, skal du springe det her skridt over.) 

"Du starter med det, vi kalder at mæske. At mæske betyder, at stivelsen i maltkornene bliver omdannet til sukkerstoffer, som gæret skal bruge. Det skal holdes ved 65 grader i en time. Ved maltekstrakt har nogen allerede mæsket det en gang og tørret det ind. Det minder lidt om kartoffelmospulver, hvor du også blander det op med vand og koger det." 

2. Opkog humlen 

"Nu skal du tilsætte humlen, som skal koges op omkring en times tid for at få bitterheden frem. Det giver nemlig  modspil til det søde, der kommer fra sukkeret i malten. Hvis du ikke tilføjede humle, ville øl være kvalmende sødt. Afhængig af, hvor meget humle du kommer i din bryg, og hvilken slags, du vælger, får du forskellige typer af øl. Hvis du brygger med almindelige gryder, skal du huske at røre grundigt rundt og kontrollere temperaturen." 

3. Gæring 

"Før du går i gang med gæringen, er det vigtigt, at du nedkøler urten ved stuetemperatur (20 grader), før du putter gæren i, ellers risikerer du at slå gæren ihjel, hvis det er for varmt. Det tager nogle timer at nedkøle, men du kan fremskynde processen ved at sætte gryden i en køkkenvask med koldt vand. Ved gæringsprocessen omdannes sukkerarterne fra malten til alkohol og kulsyre." 

4. Eftergæring 

"Når gæringen er færdig, skal øllet over på flasker. Inden da, skal du lave en sukkerblanding af sukker og vand, for at øllen kan karbonere, som betyder at der dannes kulsyre og skum. Mængden af sukkeret afhænger af øltypen, mængden af CO2 og sukkerarten. Du hælder sukkeret over i en beholder - og putter derefter øllen over i den beholder - for at fjerne bundfaldet og sikre at øllet bliver blandet med sukkeret, hvorefter du tapper på flasker." 

Så meget koster det 

"Hvis du starter med det mest simple starter-kit med en gryde, spand, flasker og maltekstrakt plus humle, kan du lave dit første bryg for omkring 300-400 kroner. Det er lidt dyrere med et Brew Box, som ligger på omkring 500 kroner. Hvis du investerer i et bryganlæg svinger det i mellem 3.000-6.000 kroner og koster derefter gerne 200-250 kroner per gang, du brygger 20 liter øl. Det kan godt betale sig at skaffe sig et anlæg, hvis du gerne vil lave et par øl om måneden, men det kan være en god idé at starte med den billigere løsning, hvis du skal finde ud af, om håndbryg er noget for dig." 

Så lang tid tager det 

"På en typisk brygdag skal du regne med tre til fire timer inklusiv at stille klar, køle ned og gøre rent. Det kan tage lidt kortere tid med et bryganlæg, fordi der er færre ting at gøre rent. Øllen skal dog have lov til at gære i 14 dage og eftergære i mindst en uge. Derfor kan du forvente drikkeklare øl efter omkring tre uger, alt afhængig af, hvilken slags øl det er. Hvis du brygger en mørkere øl som en Stout, skal den gerne stå en måned at eftergære, fordi nogle af smagsnuancerne har det med at udvikle sig og blive rundere efter lidt tid, hvorimod en hvedeøl eller IPA skal drikkes efter de tre uger, fordi humletonerne bliver dæmpet efter nogle måneder." 

Læs også, hvordan IPA'en blev den mest populære øl i verden

Grundig rengøring  

"Den spand eller glaskrukke, som øllen gærer i, skal du sørge for er ordentlig ren og desinficeret. Gær er en fin ting, men hvis der er noget snavs eller bakterier i beholderen, kan du ødelægge øllen og risikere at det smager surt eller dårligt på grund af infektion. Du kan få nogle fødevaregodkendte desinfektionsmilder, for eksempel StarSan, som fjerner snavs." 

Tip! På Haandbryg.dk finder du en opskrift på Ale til nybegyndere og ellers kan du selv søge efter spændende opskrifter, desto mere tryg, du bliver ved at brygge din egen øl.