Guides

Var det noget med en øl til 34.000 kroner?

Du skal have den helt store pengepung frem, hvis du skal have fat i de dyreste dråber øl, som nogensinde er produceret. Her er fem af de mest eksklusive bryg på det globale marked. Og den ene bliver serveret i et udstoppet egern.

 

  • Skrevet af Anders Hjort
  • Foto Shutterstock
  • 01-04-2019
  • Del artiklen

Du synes måske, at priserne er blevet høje, når du skal indtage din fadøl på den lokale. Men så skal du bare tænke på, at der findes meget, meget dyrere dråber derude.

Tour de ølbar: Få en guide til de bedste ølbarer i Danmark her

5 dyre dråber 

1. Vieille Bon Secours ale

Denne 12 liters belgiske øl kommer fra Caulier i byen Peruwelz og har lagret i 10 år. Den har en kompleks smag med noter af karamel og lakrids, og ikke overraskende har kun få restauranter i verden en af de sjældne flasker stående.

Bon Secours - dyre øl
Pris: 6.000 kroner for 12 liter.

2. Carlsberg Jacobsen Vintage

Da Carlsberg bryggede disse dyre dråber fra 2008 til 2010, blev blot 600 flasker produceret årligt. Vintage bliver lagret i Jacobsens kælder fra 1847 på franske Côte d’Or-egetræsfad, før den bliver tappet, og den er brygget på Carlsbergs egen Null-lox malt og Strisselspalt humle fra Alsace. Smagen har noter af vanille og kakao.

Jacobsen Vintage - dyre øl

Pris: 2.880 kroner for 37,5 cl.

3. Samuel Adams Utopias

Det amerikanske bryggeri sender et nyt parti af denne eksklusive flaske på markedet hvert andet år. Utopias bliver lagret med sherry, brandy og cognac i 18 år og blev første gang brygget i 2002. Og så er den stærk. Alkoholprocenten er på ikke mindre end 28 procent.

Adams - dyre øl

Pris: 1.000 kroner for 750 ml.

4. Allsopp’s Arctic Ale

Denne 140 år gamle øl blev oprindelig brygget i 1875 i Burton-upon-Trent, Staffordshire til en ekspedition til Antarktis anført af Sir George Nares. Blot 30 flasker blev oprindelig produceret af øllet, som har en sød smag - med et hint af tobak.

Læs 13.000 års ølhistorie på et par minutter her

Arctic beer - dyre øl

Pris: Varierer. Men i 2015 blev en flaske købt for godt 34.000 kroner på en auktion.

5. Brewdog’s End of History

Det skotske bryggeris øl er ikke blot en af de stærkeste, der nogensinde er brygget, det er også en af de mærkeligste. Øllet har en alkoholprocent på 55, hvilket gør, at den ulovlig i flere stater i USA. Hver flaske prydes desuden af et udstoppet egern.

Brewdog - dyre øl
Pris: 3.000 kroner for 350 ml.